Virtual reality og 3D-print skal være fast del af kirurgens arbejde

Går operationen bedre, hvis kirurgen får hjælp af kunstig intelligens undervejs? Ja, og det vil tilmed forkorte operationstiden, mener professor Jan Wolff. Han har nu fået 4 mio. kr. til at undersøge sagen nærmere.

Foto: Simon Fischel, Health AU

3D-print, virtual reality og robotteknik. Det er nogle af de nye, digitale teknologier, professor Jan Wolff vil kombinere for at udvikle computerunderstøttede kirurgiske arbejdsgange, som kan tilpasses nøjagtig efter den enkelte patients anatomi og behov for behandling i munden og hovedregionen.

Ifølge Jan Wolff, der er professor ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed, vil de digitale teknologier være en stor hjælp for læger og tandlæger – og patienterne – af flere grunde. Blandt andet fordi det vil reducere operationstiden og markant forbedre resultatet af operationen, hvilket også minimerer omkostningerne. Samtidig kan dele af operationen automatiseres ved hjælp af kunstig intelligens, og det kan aflaste tandlæger og tandplejepersonale fra besværlige og rutineprægede opgaver.

Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) har bevilget 4 mio. kr. til forskningsprojektet, og pengene skal blandt andet gå til at udvide forskningsgruppen med to ph.d.-studerende.

Kontakt

Professor Jan Wolff
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Mobil: 24 62 53 82
Mail: jan.wolff@dent.au.dk