To Health-forskere får Sapere Aude-bevillinger

Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt Sapere Aude-forskningsleder-bevillinger til 39 særdeles talentfulde forskere. To af forskerne er fra Health, og de skal nu prøve kræfter som ledere for deres egne forskningsgrupper.

Foto: Danmarks Frie Forskningsfond

Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget 349 Sapere Aude-ansøgninger og uddelt 39 bevillinger. På Health er adjunkterne Ina Maria Schiessl og Dmitry Postnov sluppet gennem nåleøjet og kan nu kalde sig Sapere Aude-modtagere:

Hvem: Adjunkt Ina Maria Schiessl, Institut for Biomedicin
Bevilling: 6.191.856 kr.
Projekt: From single nephron injury to chronic kidney disease progression – Unravelling of the mechanisms and new targets for treatment

Ina Maria Schiessl forsker i kronisk nyresygdom; en tilstand hvor nefroner – nyrernes individuelle funktionelle enheder – gradvist bliver beskadiget og over tid forværrer sygdommen. Ina Maria Schiessl antager, at fibrose omkring skadede nefroner kan påføre voksende skader i sundt nyrevæv og bidrage til sygdomsudviklingen. For at teste hypotesen har hun udviklet flere nye skadesmodeller til at fremkalde begrænset skade lokalt i nyrerne. Ved hjælp af serie-mikroskopi af den levende nyre over flere uger vil Ina Maria Schiessl dokumentere strukturelle og funktionelle ændringer over tid og vurdere, om og hvordan skaden kan sprede sig til sunde vævsregioner. Målet er at identificere nye behandlingsstrategier, der kan bremse sygdomsudviklingen hos nyrepatienter.

 

Hvem: Adjunkt Dmitry Postnov, Institut for Klinisk Medicin
Bevilling: 6.191.712 kr.
Projekt: DIABENTIA: Unravelling Microvascular Link Between Diabetes and Dementia – a Pivotal Role of Microvascular Stiffness

Type 2-diabetes øger risikoen for demens senere i livet, men hvorfor og hvordan, man forebygger de ødelæggende symptomer, er endnu uvist. Både diabetes og demens fører til ændringer i de små blodkar og forstyrrelser i blodgennemstrømningen i hjernen. I sit forskningsprojekt undersøger Dmitry Postnov forbindelsen mellem demens og diabetes-relaterede ændringer i små blodkar. Hans hypotese er, at diabetes i den tidlige udviklingsfase kan forårsage øget stivhed i små blodkar, der er ansvarlige for at regulere blodgennemstrømning i hjernen og til sidst føre til kognitivt tilbagefald. Det undersøger han både via dyremodeller og hos diabetespatienter.

Sapere Aude-bevillingerne er skabt for at give yngre forskere, der har præsteret topforskning inden for deres felt, mulighed for at udvikle deres forskningsideer og for at udvikle eller styrke deres kompetencer som forskningsledere.

Omtalen er baseret på pressemateriale fra Danmarks Frie Forskningsfond