Se billederne: Festlig fejring af årets IOOS-dimittender
Aulaen var fyldt til bristepunktet, og stemningen var både festlig og højtidelig, da dimittenderne fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed sammen fejrede afslutningen på deres uddannelse fredag d. 1. juli.

Traditionen tro inviterede IOOS til fælles dimission for alle instituttets uddannelser i Aarhus Universitets imponerende Aula. Efter et par år med corona-restriktioner var det tydeligt, at den fysiske fejring var både tiltrængt og værdsat af både dimittender, familier og medarbejdere.
Institutleder Siri Beier Jensen ledte slagets gang i en fyldt Aula. I sin tale til dimittenderne roste hun dem for at have gennemført deres uddannelse under svære forhold og med de mange benspænd, corona-pandemien dikterede: ”I må være gjort af et særligt stof, og I har grund til at være stolte. Patienterne er i gode hænder hos jer,” sagde hun og tilføjede: ”Der er politisk bevågenhed på sundhed og sygdom i mund og tænder, og der er lydhørhed, for der er brug for, at vi uddanner flere af jer.”
Prodekan for uddannelse, Lise Wogensen Bach, stod for årets festtale, der blandt andet adresserede afslutningen på studielivet og begyndelsen på arbejdslivet. ”I spekulerer måske på, om I er kvalificerede nok, men det er I – ellers sad I ikke her i dag,” sagde Lise Wogensen Bach med en opfordring til dimittenderne: ”Hold jeres fag vedlige med livslang læring.”
”Kære kolleger”, indledte de to nyuddannede tandlæger Lorana Travancic og Kharen Madeleyn Simonsen årets dimittendtale. ”Nu har vi fået kørekortet. Nu skal vi ud og lære at køre,” sagde de to dimittender og understregede, at de glædede sig til at komme ’ud i virkeligheden som rigtig voksne,’ og at det ikke er en svaghed at bede om hjælp, men en styrke.