Lars Wiuff Andersen får 'den lille nobelpris’

Lektor Lars Wiuff Andersen fra Institut for Klinisk Medicin modtager i år Anders Jahre-prisen for yngre medicinske forskere. Prisen uddeles af Universitetet i Oslo og anses som en af nordens mest prestigefulde forskningspriser.

Lars Wiuff Andersen
Foto: Lundbeckfonden

Til november får lektor Lars Wiuff Andersen overrakt Anders Jahre-prisen for yngre medicinske forskere ved en ceremoni på Universitetet i Oslo. Prisen får han ifølge uddelingskomiteen som anerkendelse for sine imponerende forskningsresultater og fremragende undersøgelser af behandling af hjertestop.

”Jeg er beæret over at modtage Anders Jahre-prisen for yngre forskere i 2022. Prisen skal hjælpe os til at fortsætte vores forskning i hjertestop,” siger Lars Wiuff Andersen, der også er læge på Aarhus Universitetshospital.

Om Lars Wiuff Andersen

  • Lektor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet
  • Læge på Aarhus Universitetshospital – Bedøvelse og Operation og tilknyttet Præhospitalet i Region Midt
  • Uddannet læge fra Aarhus Universitet i 2013, hvorfra han også har en ph.d. (2016) og doktorgrad (2018).
  • Har modtaget flere store priser – bl.a. Lundbeckfondens talentpris i 2016 og Erhoff Fondens talentpris i 2019.
  • Er født i 1987 nær Ribe og bor i dag i Aarhus sammen med sin hustru Lisa Caulley.

Grundlæggende ny viden om hjertestop-behandling

Lars Wiuff Andersen forsker i akut og kritisk sygdom, og hans forskningsindsats har primært omhandlet svære infektioner, hjertekirurgi og kritisk syge patienter med hjertestop.

Gennem kliniske forsøg, kohortestudier og omfattende reviews af tidligere studier har han tilvejebragt grundlæggende ny viden om, hvordan vi bedst behandler patienter med hjertestop. Det har resulteret i en lang række publikationer i internationalt anerkendte tidsskrifter og ført til ændringer af anbefalingerne for behandling af hjertestop.

”Lektor Wiuff Andersen har gjort en imponerende indsats inden for sit forskningsområde. Forskningsresultaterne får stor betydning for forebyggelse og behandling af sygdomme, som rammer mange mennesker,” fortæller Svein Stølen, der er rektor ved Universitetet i Oslo og leder af Anders Jahre Fonden.

Årets prismodtager har gjort kometkarriere

Lars Wiuff Andersen har gjort kometkarriere. I en alder af 34 år har han allerede erhvervet en ph.d.- og en doktorgrad, ligesom han har vundet flere anerkendte talentpriser og modtaget store forskningsbevillinger.

Som medicinstuderende gennemførte Lars Wiuff Andersen et forskningsår ved Harvard Medical School i Boston. Da han var færdig med sin afsluttende eksamen ved Aarhus Universitet i 2013, tog han endnu en gang til Boston – denne gang som et led i det ph.d.-forløb, han udførte i samarbejde med Center for Akutforskning og Anæstesiologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. Under opholdet i Boston tog Lars Wiuff Andersen desuden en mastergrad i Public Health.

I 2021 publicerede Lars Wiuff Andersen resultaterne af to kliniske forsøg, der omhandlede patienter med henholdsvis hjertestop på og uden for hospitalet. ”Vi har været heldige at få dannet et nationalt netværk, der skal undersøge nye behandlinger for patienter med hjertestop. Vi er allerede i gang med de næste forsøg og håber, at vi fremover kan blive ved med at danne ny viden, der kan hjælpe patienterne,” siger Lars Wiuff Andersen.

Prestigefyldt pris

Universitetet i Oslo har siden 1960 uddelt Anders Jahre-prisen, der belønner fremragende grundforskning og klinisk forskning. Sammen med hovedprisen på 1.000.000 kr. bliver Anders Jahre-prisen for yngre medicinske forskere på 400.000 kr. kaldt ’den lille nobelpris’. Og det er den, Lars Wiuff Andersen får.

Det er ikke første gang, at Anders Jahre-prisen går til en forsker fra Health. Professor Robert Fenton fik prisen i 2010, professor Søren Riis Paludan modtog den i 2011. I 2013 gik prisen til Christian Brix Folsted Andersen, lektor Martin Roelsgaard Jakobsen modtog prisen i 2019, og i år tilfalder æren altså Lars Wiuff Andersen. Han deler Anders Jahre-prisen for yngre medicinske forskere med lektor Lykke Sylow fra Københavns Universitet, mens hovedprisen i år går til professor Harald Stenmark fra Institutt for klinisk medisin ved Universitet i Oslo.

Kontakt

Lektor, ph.d., m.p.h. og dr.med. Lars Wiuff Andersen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital – Bedøvelse og Operation samt Præhospitalet
Mobil: 51 78 15 11
Mail: lwandersen@clin.au.dk