Forskerportræt: Kristian gror minihjerner i Berlin

Med en postdoc-bevilling er Kristian Juul-Madsen rejst til Berlin for at fordybe sig i hjernens immunceller og Alzheimers. Men et år i udlandet burde ikke være afgørende for karrieren som forsker, mener han.

Kristian Juul-Madsen ser sine børn to uger hver måned, når de besøger ham i lejligheden i Berlin. Privatfoto.

Kristian Juul-Madsen bruger mere tid på E45 end de fleste.

Hver anden uge kører han fra Berlin til Randers - enten for at hente sin kæreste og deres to børn eller for at køre dem hjem igen.

Den 30-årige postdoc fra Institut fra Biomedicin arbejder på forskningsinstituttet Max Delbrueck-Center i Berlin, hvor han undersøger mikrogliacellers betydning for udviklingen af Alzheimers.

Udlandsopholdet er nøje planlagt, så det passer bedst muligt ind i familiens liv.

”Det er helt genialt, at vi kan gøre det på denne måde. Jeg har fundet et sted, som passer perfekt både geografisk og fagligt,” siger han.

Men han ved godt, at det ikke er alle, der har mulighed for at tage et år til udlandet på et tidspunkt i livet, hvor der ofte er fødsler, daginstitutioner, ægtefæller og økonomi at tage højde for. Det har han en holdning til, som han gerne vil have frem i interviewet, fortæller han, da han dukker op i et Zoom-opkald fra laboratoriet i den nordøstlige udkant af Berlin.

Organoider er fremtiden

Det var stort for Kristian Juul-Madsen, da han fik en postdoc-bevilling fra henholdsvis Danmarks Frie Forskningsfond og Lundbeckfonden, som gjorde det muligt at arbejde et år i udlandet.

Sandsynligvis er bevillingerne karriere-definerende. For Kristian Juul-Madsen ved godt, at et år på et udenlandsk laboratorium vejer meget tungt på vægtskålen, hvis man drømmer om en af de eftertragtede tenure track-stillinger, der kan føre til en fastansættelse som forsker på Aarhus Universitet.

I Berlin arbejder han med mikrogliaceller, der er kendt som en slags skraldemænd blandt hjerneceller, da de er gode til at rydde op, hvis proteiner eller celler bliver beskadiget eller går i stykker. Han lærer at lave mikrogliaceller ud fra stamceller, at modificere dem og sætte dem ind i en model af den menneskelige hjerne. På den måde kan han undersøge, hvordan udviklingen af Alzheimers påvirkes af tilstedeværelsen af, eller manglen på, bestemte receptorer.

Forskerne på Max Delbrueck-Center har stor ekspertise i netop at skabe cerebrale organoider - en kunstigt dyrket minimodel af en menneskehjerne - og opholdet giver Kristian Juul-Madsen mulighed for at specialisere sig i teknikkerne og tage den nye ekspertise med hjem til Aarhus Universitet, hvor han skal arbejde i projektets to sidste år.

”Der er rigtig gode stamcelle-faciliteter her i Berlin. Jeg får erfaring i at lave hjernemodeller, som vi kan lave forsøg på - det er et lille felt, der har enormt stor interesse. Det er ikke sikkert, at organoider kommer til at overtage, hvad mus fylder i dag, men meget kommer til at blive lavet i humane stamceller i fremtiden,” siger Kristian Juul-Madsen, der har en baggrund i immunologi.

Teknikken tager tid at lære. Det er ikke så udstyrstungt, det er mere praktisk: Hvilket iltniveau skal cellerne have, hvordan opfører de sig, og hvordan karakteriserer man dem, forklarer han fra stedet, hvor han deler kontor med en dansker, en amerikaner og indtil for nylig en ukrainer.

Stamcellerne skal have sukkerstoffer og vækstfaktorer hver dag, deres energimetabolisme skal vedligeholdes, og de skal splittes og seedes for at blive til den rette immuncelle. I de uger, hvor familien ikke er i Berlin, arbejder han derfor ofte både aften og weekend.

Man kan skabe netværk på mange måder

Kristian Juul-Madsens datter var to år, og hans kæreste var gravid igen, da han 1. marts i år rejste til Berlin for at blive en del af professor Thomas Willnows laboratorium i den tyske metropol.

Han var hjemme, da sønnen blev født i maj, og efter fødslen tog han tilbage til Berlin. Siden august har familien haft en ordning, hvor Kristian Juul-Madsens kæreste og børn er i lejligheden i Berlin hos ham i to uger og hjemme i to uger. Han kører dem frem og tilbage.

Kristian Juul-Madsen klager ikke over sin situation, tværtimod har han med egne ord været ”helt enormt heldig” ved at finde en postdoc-stilling i udlandet, der passer ham både fagligt og privat.

Men han kan også se dygtige, unge kolleger med forskerdrømme, som ikke kan realisere et år i udlandet, og derfor afskriver drømmen om en karriere på universitetet. Og det er en skam, synes han.

”Jeg forstår det sådan, at der er et krav om udlandsophold efter endt ph.d. på minimum et år, hvis man vil i betragtning til en tenure track-stilling, som der er stor konkurrence om at få. Når jeg taler med seniorforskere om karrievejledning, siger de, at uden et langt udenlandsophold kan man lige så godt lade være med at søge.”

Kristian Juul-Madsen kan godt se, at hans ophold i Berlin skaber værdi både fagligt og netværksrelateret, men han mener, at man godt kunne få det samme udbytte gennem besøg, online-kanaler eller ophold i kortere tid.

Det oplevede han blandt andet, da han under sin ph.d. var fire måneder i USA, hvor han arbejdede på National Institutes of Health.

”Fire måneder var rigeligt til at etablere netværk. Den gruppe, jeg var en del af i USA, har jeg stadig tæt kontakt med. Det er fjollet, at et langt udlandsophold vægter så tungt, for nogen har bare ikke mulighed for at få det til at hænge sammen for familien,” siger han.

”Jeg tror, universitetet misser en stor talentmasse, og man skærer nogle af de allerbedste fra. Jeg er utrolig taknemmelig for, at jeg kunne få min familiesituation til at hænge sammen med et fagligt relevant projekt i udlandet, men langt fra alle kan få det til at gå op. Man burde ikke komme bagerst i køen, fordi man ikke har opfyldt et krav, som kan være meget svært at opfylde.”

Når han taler med familien over FaceTime, ved han godt, at det ikke er kærestens drøm at stå for bleer og madpakker derhjemme og rejse frem og tilbage til Berlin med en baby.

”Jeg er fuldt bevidst om, hvor hårdt det er for min kæreste. Det er noget, hun gør for min skyld, fordi jeg godt kunne tænke mig en fastansættelse på et dansk universitet.”

Vejer tungt i bedømmelsen

Fakulteterne har forskellige bedømmelseskriterier for overgangen til fastansættelse som lektor eller professor, fortæller prodekan for forskning på Health Hans Erik Bøtker.

I Health’s retningslinjer for ansættelse i et lektorat står udlandsophold ikke som et direkte krav.

Det fremgår dog, at der ”forventes internationale samarbejdsrelationer til forskere/forskningsinstitutioner og erfaring med at lede forskningsprojekter og lede/inspirere andre forskere". Og at ”der lægges vægt på ophold eller ansættelse ved én eller flere internationalt anerkendte forskningsinstitutioner”.

Der er ingen tvivl om, at et længere udlandsophold er et væsentligt punkt på cv’et, siger Hans Erik Bøtker.

”Forskning lader sig heldigvis ikke begrænse af landegrænser, og indsigt i forskningens internationale natur får man blandt andet ved udenlandsophold. Selvfølgelig kan det være en stor udfordring for både forskeren og familien at rejse ud i længere tid, men der er udviklingsmuligheder både fagligt og personligt, som er svære at opnå i samme grad herhjemme,” siger han.

Om det lige nøjagtigt er 12 måneder i udlandet, er dog ikke afgørende, mener prodekanen:

”Det vigtigste er, at forskeren opnår nye kompetencer, internationalt netværk og erfaring i at arbejde på tværs af fagligheder og kulturer. Når man står i den konkurrencesituation, som en ansættelse er, vil det være en fordel, at opholdet har haft en varighed, der giver reelt udbytte - f.eks. i form af en fælles publikation eller undervisningskompetencer."

 

Om forskningen:

 

Kontakt:

Postdoc Kristian Juul-Madsen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin og Max-Delbrueck-Center i Berlin
Telefon: +45 61 28 55 20.
Mail: juul-madsen@biomed.au.dk

Prodekan for forskning Hans Erik Bøtker
Aarhus Universitet, Health
Telefon: +45 40 29 33 89
Mail: boetker@au.dk