Bevilling: Hvad sker der med vores immunforsvar, når vi bliver ældre?

Det skal lektor Nicolai Juul Birkbak fra Institut for Klinisk Medicin undersøge ved at dykke dybt ned i celler fra tusindvis af mennesker. Novo Nordisk Fonden har bevilget godt 10 mio. kr. til projektet.

Foto: Torsten Christensen

Nicolai Juul Birkbaks seneste forskningsprojekt skal afdække, hvordan immunforsvaret ændrer sig med alderen, og hvordan ændringerne påvirker vores generelle sundhed. Ved hjælp af innovative metoder og avanceret teknologi skal han undersøge kompleksiteten i de enkelte celler med særligt fokus på at forstå, hvordan alder og biologisk køn påvirker immunforsvaret.

”Målet er, at vi fremover kan måle immunforsvarets tilstand og herigennem få en vurdering af den enkeltes generelle sundhed og den umiddelbare risiko for at udvikle sygdom – især kræft,” siger Nicolai Juul Birkbak, der også er tilknyttet Molekylær Medicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Ifølge forskeren kan den nye viden om alderens påvirkning af de forskellige immunceller ændre vores forståelse af, hvad der definerer et sundt immunforsvar og immunforsvarets indflydelse på både udvikling og behandling af en lang række sygdomme.

”Potentielt kan vores forskning bane vejen for nye immunforstærkende behandlingsstrategier, der kan forebygge og behandle forskellige aldersrelaterede sygdomme. Det betyder måske en lysere og sundere fremtid for os alle sammen, efterhånden som vi bliver ældre," fortæller Nicolai Juul Birkbak.

Novo Nordisk Fonden støtter projektet med 10.153.500 kr.

Kontakt

Lektor Nicolai Juul Birkbak
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Molekylær Medicin (MOMA)
Telefon: 78 45 53 47
Mail: nbirkbak@clin.au.dk

Teksten er baseret på pressemateriale fra Novo Nordisk Fonden