149,8 millioner kroner til nyt forskningsakademi

NEXUS Research Academy skal styrke forskere efter ph.d.-graden og samarbejdet på tværs af det kardiometaboliske forskningsområde. Novo Nordisk Fonden støtter den femårige nationale satsning med 149,8 millioner kroner, og Aarhus Universitet bliver vært.

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet bliver vært for NEXUS Research Academy, som skal styrke forskere i årene efter ph.d.-graden og samarbejdet på tværs af det kardiometaboliske forskningsområde. Foto: Andrea Lif Benediksdóttir, AU Foto.

If you want to read the press release in English, please follow this link: health.au.dk/en/display/artikel/1498-millioner-kroner-til-nyt-forskningsakademi

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet bliver vært for NEXUS, som bliver et nationalt akademi med særligt fokus på forskere i karrierefasen efter ph.d.-graden. Her kan forskere søge midler og indgå i samarbejder på tværs af universiteter, hospitaler, fag og sektorer. Initiativet skal samtidig styrke samarbejdet med forskningsmiljøer i de øvrige nordiske lande.

NEXUS betyder forbindelse på latin, og akademiet skal netop forbinde det kardiometaboliske forskningsområde på tværs af den klassiske endokrinologi, diabetes, metabolisme og hjerte-kar-sygdomme.

Mange patienter lever samtidig med flere sygdomme på tværs af disse områder, men forskning og talentudvikling er i høj grad organiseret inden for separate fagområder og miljøer.

Det vil NEXUS være med til at ændre.

”De store kardiometaboliske sygdomme går på tværs af de traditionelle faggrænser, og derfor skal forskningen også gøre det. Med NEXUS kan vi knytte forskningsmiljøerne tættere sammen og skabe bedre rammer for samarbejde i hele landet. Det er en satsning for hele Danmark, og vi er meget stolte af, at Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet skal være vært,” siger Anne-Mette Hvas, dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og hovedansøger på NEXUS.

Ud over ambitionen om at styrke samarbejdet er NEXUS’ aktiviteter guidet af fire strategiske prioriteter: et integreret forskningsøkosystem, samfundsmæssig effekt, forebyggelse og ulighed i sundhed. Prioriteterne sætter blandt andet fokus på kompleksiteten ved flere samtidige sygdomme, på at omsætte forskning til konkret værdi og på bedre muligheder for forebyggelse.

NEXUS skal styrke forskere efter ph.d.-graden

NEXUS skal især støtte forskere i årene efter ph.d.-graden. De spiller centrale roller i forskningsprojekter, men møder hård konkurrence om både stillinger og forskningsmidler og har kun få muligheder for selv at søge forskningsfinansiering.

NEXUS skal derfor både give forskerne adgang til finansiering og styrke deres videnskabelige og professionelle udvikling i faglige fællesskaber på tværs af det kardiometaboliske område.

Omkring 100 millioner kroner af bevillingen fra Novo Nordisk Fonden er afsat til postdocbevillinger, som skal ud i forskningsmiljøerne. Midlerne går til toårige postdocforløb og til fleksible kliniske postdocforløb.

Kurser, workshops, symposier og større faglige møder skal samtidig styrke forskernes videnskabelige og professionelle kompetencer og skabe nye forbindelser mellem blandt andre grundforskere og kliniske forskere i Danmark og de øvrige nordiske lande.

”Unge, dygtige forskere skal have bedre mulighed for at udvikle deres egne idéer og etablere sig som selvstændige profiler. Samtidig skal de have adgang til stærke faglige fællesskaber. Netop kombinationen af forskningsmidler, talentudvikling og samarbejde på tværs er kernen i NEXUS,” siger Anne-Mette Hvas og fortsætter:

”I sidste ende handler det om at skabe forskning, der kan gøre en forskel for mennesker, som lever med eller er i risiko for at udvikle kardiometaboliske sygdomme.”

Patienterne skal være en del af fællesskabet

NEXUS skal ikke kun forbinde forskere på tværs af de kardiometaboliske forskningsområder. Akademiet vil også samarbejde bredt med patientorganisationer og deres medlemmer, faglige selskaber, kliniske miljøer og life science-industrien.

Patient- og borgerinddragelse bliver en central del af NEXUS, og der skal blandt andet etableres et Patient Public Forum, som kan bidrage med perspektiver på akademiets aktiviteter og prioriteringer.

DDEA og DCA har lagt fundamentet for NEXUS

Danish Diabetes and Endocrine Academy (DDEA) og Danish Cardiovascular Academy (DCA) har i fællesskab udviklet konceptet bag NEXUS og skrevet ansøgningen.

De to akademier har gennem mere end et årti opbygget erfaring med talentudvikling og nationale forskningsfællesskaber inden for henholdsvis diabetes, metabolisme og endokrinologi og hjerte-kar-forskning.

En væsentlig forskel er, at DDEA og DCA blandt andet har haft en betydelig indsats rettet mod forskere på ph.d.-niveau, mens NEXUS retter en stor del af indsatsen mod karrierefasen efter ph.d.-graden.

NEXUS bygger videre på erfaringer, kompetencer og netværk fra de to akademier, men fører dem videre i et nyt og bredere nationalt initiativ, der favner hele det kardiometaboliske forskningsområde.

”Vi er meget taknemmelige for, at Novo Nordisk Fonden har valgt at investere så markant i NEXUS. Jeg synes, at det er visionært at ville støtte yngre forskere i starten af deres forskningskarriere og samtidig støtte forskning på tværs af store sygdomsgrupper. Vi glæder os meget til at komme i gang,” siger Anne-Mette Hvas.

”NEXUS afspejler en voksende erkendelse af, at kardiometaboliske sygdomme bedst forstås og håndteres som indbyrdes forbundne tilstande frem for som isolerede sygdomme. Ved at skabe et miljø, hvor dygtige forskere tidligt i karrieren mødes og etablerer samarbejder på tværs af sygdomsområder og forskningsdiscipliner håber vi, at NEXUS kan bidrage til at skabe ny viden, der kommer mennesker med – eller i risiko for at udvikle – kardiometaboliske sygdomme til gode,” siger Rasmus Borgquist, Director i Health, Novo Nordisk Fonden.

NEXUS starter i 2027

Nu går arbejdet med at etablere NEXUS i gang. De næste skridt er blandt andet at rekruttere en direktør og planlægge de første kurser, faglige møder og aktiviteter, der styrker de faglige fællesskaber. Samtidig er der interesse fra andre aktører for at indgå som medfinansierende partnere i NEXUS, og der er dialog om yderligere støtte til akademiets aktiviteter.

NEXUS åbner den første ansøgningsrunde til postdocbevillinger i 2027.

Kontakt
Dekan Anne-Mette Hvas
Aarhus Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Telefon: 87 15 20 07
Mail: dean.health@au.dk