Lektor modtager 10 mio. kr. til banebrydende nyrekræftforskning

Iben Lyskjær Heimann, lektor ved Institut for Klinisk Medicin, er udnævnt som ny Lundbeckfonden Fellow og modtager en sum på 10 millioner kroner til et nyt forskningsprojekt, som hun håber, kan føre til forbedret nyrekræftbehandling.

Som ny Lundbeck Fellow skal Iben Lyskjær gennem analyser af væv og blod fra patienter identificere nye biomarkører med målet om at optimere nyrekræftbehandling.
Som ny Lundbeck Fellow skal Iben Lyskjær gennem analyser af væv og blod fra patienter identificere nye biomarkører med målet om at optimere nyrekræftbehandling. Foto: Dan Colmorn

Som ny Lundbeckfonden Fellow vil Iben Lyskjær Heimann, der er en respekteret molekylærbiolog, bruge forskningsmidlerne til at identificere nye biomarkører, der kan bestemme risikoen for tilbagefald hos nyrekræftpatienter.

Iben Lyskjær Heimann og hendes forskningsteam skal gennem analyser af væv og blod fra patienter identificere de nye biomarkører for at forbedre risikovurdering, forudsige patientrespons på immunterapi og afsløre eventuel restsygdom efter operation eller nye tilbagefald.

"Hvis studiet er succesfuldt, vil det potentielt bidrage til at forbedre patienters chancer for at overleve sygdommen ved at få tilbudt den mest effektive behandling, samt tidligt at kunne påvise et eventuelt tilbagefald. Vi håber, at det kan være med til at revolutionere nyrekræftbehandling, hvis vi kan forstå, hvordan immunforsvaret ændrer sig i respons til og under immunterapi-behandling," siger Iben Lyskjær Heimann.

Formålet med Lundbeckfondens Fellows-program er at støtte lovende unge forskere i deres bestræbelser på at etablere en selvstændig profil og forskningsgruppe samt at lede til forskningsgennembrud, der har en markant indvirkning på forskning og samfund.

Kontakt

Lektor og ph.d. Iben Lyskjær Heimann
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin – Molekylær Medicinsk afdeling (MOMA)
Telefon: 78455358
Mail: iben.lyskjar@clin.au.dk