For tandlæger F/ME

Henvisning af patienter

Patienter kan henvises enten til studenterbehandling eller til behandling på vores forskellige specialklinikker.

Patienter kan henvises skriftligt enten ved individuelt brev stilet til den enkelte sektion eller via skolens henvisningsblanket. Blanketten sendes direkte til sektionen enten som brev til nedenstående adresse eller via de på blanketten nævnte e-mailadresser.

"Sektionens navn"
Tandlægeskolen, Aarhus
Vennelyst Boulevard 9
8000 Aarhus C

Henvisninger af patienter under 18 år sendes sædvanligvis til Sektion for Pædodonti, hvorimod patienter over 18 år henvises til en af de øvrige sektioner (se henvisningsblanketten).

Studenterbehandling

Fællesklinikken – Parodontologi, Protetik og Tandsygdomslære

På Fællesklinikken behandles patienter af de tre ældste årgange studerende under supervision af uddannede tandlæger. Fællesklinikken har derfor brug for patienter med et behandlingsbehov og en tilgang til tandbehandling, der gør dem egnede til at skulle behandles af studerende. Patienter, som af en eller anden grund kun vanskeligt lader sig behandle i privat praksis, vil således ikke kunne komme i betragtning til behandling af studerende. Fællesklinikken kan ikke tilbyde behandling ved færdiguddannede tandlæger.

Vedrørende indskrivning til studenterbehandling gælder følgende begrænsninger:

  • Visse kategorier af patienter med parodontitis (fx svær generaliseret parodontitis eller parodontitis hos børn), skal gøres opmærksomme på, at vi muligvis ikke kan tilbyde dem en behandling, der kan holde trit med deres sygdomsudvikling – og at de vil være betydeligt bedre stillet enten ved at blive henvist til Tandlægeskolens Specialklinik for Parodontologi, hvor tandlæger med specialviden inden for parodontologi foretager behandlingen (mod egenbetaling), eller ved henvisning til behandling i privat praksis med speciel interessere for parodontologi (mod egenbetaling).
  • Cariesaktive patienter må ikke stå på venteliste til studenterbehandling, da ventetid kan forværre patientens situation. Derfor bør denne patientkategori ”straks-behandles”, og mulighed for indskrivning afhænger af, om der er studenter ledige til at påtage sig opgaven. Cariesaktive patienter med ekstremt stort behandlingsbehov (behov for multiple endodontiske behandlinger og mange fyldninger) er ofte bedre stillet med behandling i privat praksis.
  • Der indskrives ikke til rodbehandling/revision af kanaler med pulpale stifter, krumme kanaler, kanaler hvor der tidligere er lavet step og tænder forsynet med kroner.
  • Der kan kun indskrives til to kroner på hver patient.
  • Der indskrives ikke til omlavning af fast protetik, da de studerendes læring herved er begrænset. Undtaget herfra er dog arbejder lavet på Tandlægeskolen – og som er omfattet af vores garantiperiode på 5 år.
  • Patienter med behov for bidhævning/bidrehabilitering kan kun forvente behandling med en kombination af skinnebehandling og aftagelig protetik. Et begrænset behov for fast protetik kan måske imødekommes, men viser der sig efter skinnebehandlingen et stort behov for fast protetik, må dette desværre henvises til privat praksis / egen tandlæge.

Kæbekirurgi og Oral Patologi

Patienter henvises især med henblik på:

•    Tandekstraktioner
•    Operativ fjernelse af visdomstænder
•    Anden dento-alveolær kirurgi
•    Sygdomme i mundslimhinde, inklusive biopsitagning

Hvis behandlingen ikke kan indgå i undervisningen, kan vi blive nødt til at returnere henvisningen. I nogle tilfælde kan vi tilbyde behandling mod egenbetaling, udført af en specialtandlæge/tandlæge - vi tilbyder dog ikke en sådan behandling uden accept fra henvisende tandlæge. Se mere herom under ”Specialklinikker på Tandlægeskolen”.

Specielt om implantatbehandling
De tandlægestuderende udfører på sidste del af studiet implantatbehandling under supervision af uddannede tandlæger. Der er imidlertid udelukkende tale om enkelttandsimplantater til erstatning af fronttænder og præmolarer. Hvis der er behov for andre behandlinger end implantatbehandling, bedes disse venligst foretaget inden henvisning.

Den samlede pris for et implantat med krone er min. 9.600 kr. Dette beløb dækker udgifterne til materialer. Hvis der er behov for knogleopbygning eller provisorisk protetik, vil dette medføre en øget udgift.

Orofacial Smerte og Kæbefunktion

Patienter kan henvises for diagnostik og behandling af temporomandibulær dysfunktion (TMD), bruksisme samt snorken og mild til moderat søvn-apnø med såkaldt snorkeskinne.

Hvis behandlingen ikke kan indgå i undervisningen, kan vi blive nødt til at returnere henvisningen. I nogle tilfælde kan vi tilbyde behandling mod egenbetaling, udført af en tandlæge med særlige kompetencer - vi tilbyder dog ikke en sådan behandling uden accept fra henvisende tandlæge. Se mere herom under ”Specialklinikker på Tandlægeskolen”.

 

Specialklinikker

Børneafdelingen

Sektion for Pædodonti modtager gerne patienter til undersøgelse, udredning, diagnostik og behandling hos en af sektionens ansatte tandlæger

Honoraret beregnes efter Statens regler for indtægtsdækket virksomhed, og indkaldelse af patienten til undersøgelse forudsætter, at der er stillet kaution for betalingen fra hjemkommunen.

Derudover giver sektionens medarbejdere råd og vejledning og tilbyder kurser indenfor alle emner inden for pædodontisk klinik.

Kæbekirurgi og Oral Patologi

I begrænset omfang kan vi tilbyde at udføre andre typer af implantatbehandlinger end dem, der er nævnt under studenterbehandling ovenfor. Behandlingen udføres i de tilfælde udelukkende af tandlæger. Prisen for denne behandling vil være den samme som i privat praksis.

Henvisningen bedes indeholde patientens navn, adresse, telefonnummer og CPR-nummer samt detaljeret beskrivelse af subjektive og objektive inkl. radiologiske fund samt tidligere behandling.

Orofacial Smerte og Kæbefunktion

Patienter kan henvises for udredning og behandling af orofaciale smerter og funktionsbesvær, herunder bl.a. temporomandibulær dysfunktion (TMD), bruksisme, atypiske tand- og ansigtssmerter samt neuropatiske smerter.

Sektionen modtager endvidere henvisninger til behandling af snorken og mild til moderat søvn-apnø med såkaldt snorkeskinne.

Henvisningen bedes indeholde patientens navn, adresse, telefonnummer og CPR-nummer samt detaljeret beskrivelse af subjektive og objektive fund inkl. radiologiske fund samt tidligere behandling.

Honoraret beregnes efter Statens regler for indtægtsdækket virksomhed, og indkaldelse af patienten til undersøgelse forudsætter patientens forudgående skriftlige accept af vilkårene.

Ortodonti

På sektionen behandles børn og voksne med behov for tandregulering. Både tandlægestuderende og specialtandlægestuderende, som er færdiguddannede tandlæger, der gennem en 3-årig videreuddannelse bliver specialtandlæger i tandregulering, undervises på sektionen. Flere udenlandske tandlæger deltager i det internationale 3-årige videreuddannelsesprogram. På sektionen foregår omfattende forskning inden for behandlingsmetoder og de biologiske mekanismer bag sygdoms- og behandlingsrelaterede ændringer i kæber og tandbuer.

Læs mere om sektionen her: http://www.au.dk/tls/for-patienter/tandretning/

Parodontologi

Ved Sektion for Parodontologi arbejder vi med udredning, diagnostik og behandling af patienter med gingivitis (tandkødsbetændelse), parodontitis (parodontose), periimplantære sygdomme og mukogingivale komplikationer.

Vi tilbyder:

·         Udredning af komplicerede sygdomstilfælde

·         Ikke-kirurgisk behandling af parodontitis

·         Kirurgisk behandling af parodontitis

·         Kirurgisk behandling af mukogingivale komplikationer 

·         Behandling af periimplantitis

Behandling for parodontitis kan foregå enten i studenterregi eller alternativt hos vores autoriserede tandplejer eller hos en af vores tandlæger (mod egenbetaling). Patienten indkaldes først til en kort undersøgelse, hvor der tages stilling til, i hvilket regi en evt. behandling kan udføres. Herefter bliver man indkaldt til en grundig undersøgelse, som normalt varer omkring 2 timer.

Vores største prioritet ligger i studenterbehandlingen og de tandlægestuderende udfører på sidste del af studiet parodontalbehandling i tæt samarbejde med skolens tandlæger. De studerende har ikke mulighed for at udføre alle typer parodontalbehandlinger, og derfor kan vi i nogle tilfælde ikke tilbyde studenterbehandling.

Parodontalbehandling i studenterregi er mere tidskrævende end behandling i praksis. I nogle behandlingsperioder skal man komme 1-2 gange om ugen, mens man i andre perioder skal komme sjældnere.

Røntgen

Praktiserende tandlæger, tandplejere og læger kan henvise patienter til røntgenundersøgelse på Tandlægeskolen. Vi udfører røntgenundersøgelse digitalt, fx CBCT og panoramaoptagelser og laver efterfølgende en billedbeskrivelse.

Billeder samt beskrivelse sendes til tandlægen.

Læs venligst Om at henvise patienter til røntgenundersøgelse (PDF) med links til henvisningsblanket og prisliste samt information om stråle-doser og indikationer for CBCT-undersøgelse.

Teamklinik

 

Hygiejne

Se også Det interaktive hygiejneskema som er et arbejdsredskab til klinikkens hygiejneprocedurer baseret på gældende standarder.

Læs om rengøring og desinfektion nedenfor i bilag 1-9.

 

Kontakt

Tandlægeskolen
Aarhus Universitet
Vennelyst Boulevard 9
8000 Aarhus C
Vis adressen på et kort

Telefon: 87 16 74 00

Telefonens åbningstider:
Mandag - torsdag 8.00-14.45